Rejsebrev – “I skovens dybe stille ro
Hjertelig velkommen med på eventyrlig rejse og vandring
Rejsetasken er pakket og kursen er sat mod Sydfrankrig. Først tager du flyet til Nice Lufthavn i Frankrig, derfra kan du glæde dig til en længere busrejse, der fører dig dybt inde i hjertet af Provence og de øde skove. Din destination er Cistercienser klosteret, beliggende langt fra alfavej i en lysning i skoven og omkranset af de blå violette lavendelmarker. En munk åbner døren, byder os hjerteligt velkommen:
“Bienvenue”
Rejsebrev 1 – “I skovens dybe stille ro”
I hjertet af Provence i Sydfrankrig, fredfyldt beliggende i de velduftende lavendelmarker og omkranset af skove ligger Cistercienser Klosteret Sénanque. For mere end 850 år siden grundlagdes klosteret, der gemmer på en ’rejse’ ind i det indre landskab, du ikke vidste, du længtes efter.
Du fornemmer det, så snart du træder inden for i dette levende Cistercienser Kloster. Efter et ophold midt i skovens dybe, stille ro vender du hjem med et nyt syn på, hvem du er nu, og hvordan du virkelig ønsker at leve dit liv.
Lavendelduft og cikadernes summen
I den lejede bil, kører jeg alene ad de snoede, stejle bjergveje i et landskab, der bliver mere og mere øde. Jo dybere jeg bevæger mig ind i det provencalske landskab, indbegrebet af betagende natur, bliver der færre og færre af de pittoreske franske landsbyer med de sirligt byggede stenhuse, de blågrønne skodder, de lyserøde huse med det røde støvede stentag. Provence kaldes Solens Kongerige grundet de mere end 300 solskinsdage om året og du vil du frydes over de blide grønklædte bjerge, de frodige sletter, lavendelmarker og olivenlunde.
Jeg drejer ned ad endnu en stejl bjergvej. Og, der! Der! Jeg holder ind til siden. Ruller vinduet ned, beruses af varmen, den stærkt aromatiske lavendelduft og cikadernes øredøvende summer. Dernede i dalen ligger klosteret, midt i skoven, ensomt, majestætisk. Bygget af de gråbrune støvede sten og tag: Klosteret fremstår i sin reneste form, konstrueret efter arkitektoniske principper, der emmer af dyb ro – og som vokset sammen med jorden, lavendelmarkerne og skoven efter mere end 850 år.
Klostercellen
Mit værelse er et enkelt indrettet værelse med seng og natbord. Et skrivebord og en stol. Eneste udsmykning er et trækors og et ikon af Jesus på de hvide vægge. Møblerne af massivt egetræ, tunge solide som klosteret – mit hjem for de næste dage.
En klokke ringer! Jeg hører trin på gangen og småløben ned ad trappen. Åh, ja, frokost. Sammen med de øvrige gæster står jeg afventende foran døren til spisesalen, indtil der bliver sagt: ’Entrez s´il vous plaît’, vi må gå ind i spisesalen. Med min rødhvidternede serviet i hånden, der efter hver endt måltid, ligger i et dueslag under mit værelsenummer, tager jeg plads.
Der er fuldstændig stilhed, ingen siger noget. Forsigtige smil, og afventende blikke. Munken beder en bordbøn, hvorefter han lader Mozarts lette toner fra Tryllefløjten løfte nydelsen af indtagelsen af dette måltid. Munkene sørger for os. Julesalat med tomat og æg. Smagen tilpasses med den gode olivenolie og vinagre. Brødet bliver budt, og efter vandet kommer vinen.
Hovedmåltidet er fisken, efterfulgt af ost og frugt. Kaffen runder måltidet af. Et måltid indtages i stilhed med Mozarts musikalske aspirationer, der lader mig få fred, fred til at trækkes indad, indad i en rejse mod det indre landskab.
Livets rytme
Du træder ind i en rytme, hvor dagen er fastlagt efter et skema. Helt i tråd med den enkle levevis, som munkene, der bor på klosteret, efterlever: ”Ora et Labora” – ”Bøn og Arbejde”. Deres liv er tid til ’fordybelse og bøn’, når de synger de mange tidebønner i klosterkirken og tid til ’arbejde’, når de sørger for os, holder lavendelmarken, gør rent, sørger for det administrative arbejde, som også hører med til klosterets hverdag. Jeg er trådt ind i en ramme, hvor jeg ydmygt – for en stund – følger i deres fodspor.
Som eremit
En let sitrende og urolig fornemmelse breder sig i min krop: Ensomhed? På et kloster midt i Sydfrankrig, alene, med få andre gæster. Jeg kommer fra en periode med mange udenlandsrejser, en rygsæk pakket med arbejde og planer om lige at ordne ”dette og hint”, mens jeg nu har så god tid på klosteret. For hvad skal jeg ellers få tiden til at gå med?
Uro’en vokser, jeg prøver febrilsk at få internetforbindelse. Der er ingen internetforbindelse. Jeg griber hurtigt efter mobiltelefonen for at få ’kontakt’ til den ydre verden, derhjemme. NEJ! Jeg må gå to kilometer op ad den stejle bjergsti for at få mobildækning. Måske!
Det er en hurtig detox på mit forhold til mobiltelefonen! – Jeg tager den stejle bakke et par gange, men varmen tager til. Jeg orker ikke. Kapitulerer. Og, så sker der noget…
Sangen
Jeg sætter mig i klosterkirken. Kirkens skønhed er ikke til at fatte. De massive stenmure beskytter nænsomt de nøgne rum. Cisterciensernes enkle spiritualitet gør, at de har udviklet en arkitektur, som værner om de store, enkle fortættede rum af stilhed. En ydre stilhed i konkordans med sjælens indre stilhed. Jeg nyder munkenes sang og rummets akustik, der giver genklang helt ind det inderste, og munkens hengivne og dybfølte sang…
At give over…
Dagene går, og de mange tidebønner med indlagte meditationer arbejder sig gradvist ind under huden. Hver for sig forsøger gæsterne at udforme en personlig meditation efter munkenes forbillede. Som i en tavs skole i spiritualitet undervises i venligt nærvær, disciplin, udholdenhed og så denne uendelige kærlighed til Kristus. Det er som at blive sprættet op.
Sammen med dagens rytme, måltiderne i stilheden, blot vugget af Chopins klaverkoncert og andre klassiske musikstykker, given slip på at skulle forholde mig til andre, munkenes vidunderlige sang. Stilheden og den tidlige tilbagetrækning til mit klosterværelse – freden…! Dagens rytme giver fred i sjælen: Hvad skal jeg med mobiltelefon. En rejse venter på mig: Fra det ydre landskab til det indre.
Med kirurgisk præcision åbner cistercienserspiritualiteten mit hjerte og usentimentalt afdækkes de indre forestillinger, skygger og drømme. Blidt føres jeg frem imod en voksende evne til sobert at registrere mig selv og virkeligheden. Jeg´ets mange iklædninger, masker, tomme skaller og mimespil falder langsomt fra. Illusionerne ophører, og jeg bringes frem til indre landskaber, som jeg aldrig har oplevet før.
Aristoteles, den græske filosof, skrev for tusinder af år siden, at det ultimative formål med al menneskelig handling er lykke. Han sagde, at alle en persons handlinger sker i bestræbelsen på at finde én eller anden form for lykke. Nogle gange lykkes det, andre gange ikke, men det ultimative mål er at søge lykken.
En ny start
Formår du at åbne dit hjerte i bønnen, vil du opleve personlige omvæltninger. Som om noget fremskubbes i dit indre, som ude i verdenen ville have taget måneder at nå frem til. Og det er mere end blot erkendelser. Det er snarere en modningsproces i personligheden. Ubændigt tørster man efter atter og atter at lade sig føre ind i disse fremmede landskaber under bønnen.
Rejsen til klosteret Sénanque i Provence er derfor ikke en hviletilstand, det er ikke en kommen-til-kræfter. Et ophold på klosteret kan sidestilles med en pilgrimsvandring på den berømte El Camino eller den daglige gåtur: En vej mod ’Ny begyndelse’.
Det bliver en ny start. En ny start med udgangspunkt i hvem du egentlig er lige nu. En realistisk afsløring af det liv, du virkelig lever. Lige nu. Hvem har mod på det? Hvem har råd til at lade være?
