Rejsebrev – “I skovens dybe stille ro … II”

I hjertet af Provence i Sydfrankrig, fredfyldt beliggende i de velduftende lavendelmarker og omkranset af skove ligger Cistercienser Klosteret Sénanque.

Bygget af de gråbrune støvede sten og ditto tag – fremstår klosteret i sin reneste form, konstrueret efter arkitektoniske principper, der emmer af den dybe ro, og som vokset sammen med jorden, lavendelmarkerne og skoven efter mere en 850 år.

Længslen efter enkelthed, stilhed, langsommelighed og bekymringsløshed var ”vejen”, der drev mig til dette øde sted i Sydfrankrig, hvor der ingen wifi-kontakt er, ej heller mobildækning. Du befinder dig i en ”hvid zone” uden kontakt med den ydre verden – på en pilgrimsvandring ind i dit indre. En rejse, hvor jeg´ets mange iklædninger flader langsomt bort, godt hjulpet på vej af de uendelige rækker af lavendler, der med deres fortryllende duft er en fryd for sanserne og fylder luften. Illusioner ophører, og du bringes frem til et indre landskab, som du aldrig har oplevet før. Og, som du vil opleve mere af…

”Dong! Dong! Dong!”

Den dybe tunge klang fra Klosterets gamle klokke, vækker mig. ”Hvor er jeg” tænker jeg halvt vågen, halvt sovende? Jeg mærker den friske brise fra det åbne vindue. Retter mig op i sengen, lyset strømmer gennem de florlette gardiner, og jeg ser som det første det gyldne Jesus-ikon, på væggen over. ”Åh, ja”. Jeg ser på uret, spiler øjnene op. Klokken er 4 om morgenen. Klosterklokken ringer ind til dagens første tidebøn. ”Skal jeg?”

Fra gæstehjemmet ledes jeg direkte over den stenbelagte gårdsplads til klosterkirken. Gæstehjemmet ligner mest af alt et fransk chateau, bygget af de store tunge støvede sandsten, høje slanke vinduer, der er omkranset af blågrønne skodder.

Stenlaget giver genlyd, som jeg går i retning af klosterkirken. Standser, beruses af synet af de dugfriste roser i røde, gule og sarte lyserøde farver og træder ind i kirkens fredfyldte rum. Sætter mig på bænken ganske tæt ved lågerne, der viser grænsen mellem gæsternes og munkenes domæne.

Morgenstund har guld i mund

Jeg er bragt ind i et stille rum, der er så kondenseret. Det føles, som holder jeg op med at trække vejret. Kirkens arkitektoniske renhed, værner om kirkerummets uendelige stilhed. Kirkens vægge er rå lyse sandsten. Ingen udsmykning! Kun renhed! De høje tunge søjler understøtter kirkens konstruktion og fremstår som skovens træer, indenfor hvis beskyttende ramme, vi befinder os, og kan finde tryghed i det for mig ’fremmede’ åndelige rum.

En dør bliver åbnet. Munkene træder ind i kirken, lydløst, en efter en.

Dramatisk klædt i hvide kutter, hætten trukket over hovedet. Som usynlige skygger finder de deres plads. Vi retrætegæster, sidder i kirken, på vores side, beskyttet af kirkens tunge søjler, ser op på de hætteklædte munke, levende søjler, sidder over for hinanden. Vi er ydmygt trådt ind i munkenes verden!

Munkene rejser sig. Vi rejser os! Jeg famler med et sanghæfte og får kuldegysninger, da de begynder at synge. Jeg snapper efter vejret og overvældes af følelsernes hav! Hver morgen, året igennem synger de dagen ind. Munkenes sang og rummets akustik, giver genklang helt ind i det inderste.

Min dag begynder nu!

Det daglige brød

Morgenmad: Jeg sætter mig i den tomme spisesal ved et bord med udsigt til haven. Det åbne vindue ud til munkenes nyttehave, hvor de dyrker salat, tomater, rødbeder.

I den store sæk er brødet, bagt af den lokale bager og bragt til klosterets hoveddør tidligt i morges. Hælder det kogende vand over nescaféen i den franske kop ’le bol’. Det er ikke en kop, men en lille skål.
Med ryggen mod muren, ansigtet vendt mod det åbne vindue, nyder jeg brødet, som er spist gennem årtusinder, sammen med smørret og lavendelhonningen. Det er det!

Et enkelt måltid der spises med største nærvær og intensitet, uden avis, radio, tv, mobiltelefon. Der er INGEN støj! Kun mit hjerteslag, blodet i mine årer, min vejrtrækning. Eneste ydre ’bevægelse’, er et let vindpust, der lydløst griber fat i de hvide gardiner…

En munk går med langsomme bevægelser gennem urtehaven med en vandkande. Han bukker sig, vander, sætter vandkanden fra sig. Som er han i færd med at kærtegne afgrøden og jorden, rejser sig, går langsomt videre… Det er hans liv, hans hjem, hans verden, som han ved, han ikke har til eje, men som han værner om med sit hjerte, der er intet andet i verden. Lige nu. Han er i urtehaven. Jeg er her!

Farven lavendel

Jeg vidste det ikke før nu, hvor jeg er her, at jeg længtes efter rejsen ind i det indre landskab. Først, da jeg trådte inden for i det levende Cistercienser Kloster og blev omsluttet af en fast rytmen, en tryghed og en given slip, blev det mig bevidst. Ikke før! – Mit syn på hvem jeg er nu, og hvordan jeg virkelig ønsker at leve mit liv, er i en transformation, jeg ikke ledte efter, ej søgte henimod…

Er det mon lavendelduftens næsten euforiserende duft? Sanserne pirres og vækkes til live, igen. Har det også en betydning sammen med munkenes enkle spiritualitet?

Den smukke lilla lavendel med den karakteristiske duft og dets smukke slanke udseende, blomstrer lige nu. De endeløse rækker af den lavendelblå blomstermark og dens stærkt aromatiske duft gør lavendelmarken til et meditativt tæppe af fred og ro.
Der er en intens duft fra de blåviolette blomster i luften, og du kan høre biernes summen i det fjerne.

Farven lavendel siges at være en kombination af farverne rosa og den lyse blå. Navnet lavendel er afledt af latin. ’Lavara’, som betyder ’at vaske’. Lavendelblomst har utallige anvendelsesmuligheder og utallige gunstige virkninger på menneskets velbefindende. Tidligere anvendte man planten ved vask og badning på grund af velduften.

Sanserne vækkes til live

Det fortælles, at det var munkene, der begyndte at dyrke lavendelplanten, der oprindeligt stammer fra bjergegnene i Middelhavsområdet. Lavendel er en nøjsom plante, som ikke stiller de store krav til jordbunden. Den trives bedst på en tør og mager jord, hvor vandmængden er knap.

Munkene har gennem årtusinder kendt til lavendelplantens helbredende egenskaber, ligesom også Romerne var bevidste om lavendelens gunstige medicinske virkning. De brugte den i beroligende teer og i bade. I dag bruger vi fortsat lavendel som lægeurt, og der er et væld af anvendelsesmuligheder for både de friske og de tørrede blomster. Mange sværger til den æteriske olie, der findes i lavendelblomsterne. Denne olie menes at have en beroligende effekt. Lavendel siges at have en positiv effekt på søvnproblemer og bekymringer.

I klosterets lille souvenirbutik finder du produkter, der indeholder lavendel, dyrket og høstet af munkene på klosteret Sénanque. Der er fransk nougat med lavendelhonning, honningkage med lavendelkrydderier, adskillige eau de toiletter samt spray til rummet, diverse bøger om lavendelblomsten og området i Provence, der er kendt for sine uendelige lavendelmarker ”Route de la Lavande”, vejen til at opdage det blå- violette Provence. Jeg køber en lille pose med tørret lavendel.

Som retrætegæst følger jeg de hvidklædte munkes tidebønner, følger deres rytme og indtager mit måltid i stilhed med de klassiske toner som forløser og formidler af en indre verden, jeg langsomt bevæger mig dybere ind i. Min aften slutter med et velduftende fodbad med lavendel. Jeg vælger at give slip på al rationel tænkning, putter min lille lavendelpose under hovedpuden, lægger mig til at sove, lader mig føre længere og dybere ind i det ’indre landskab’.

Livets vej

Cisterciensernes motto er ”Fred og Glæde”. Ved det solide egetræsskrivebord, ansigtet vendt mod væggen og ikonet af Jesus, sætter jeg mig på egetræsstolen med det karakteristiske franske flet. Drejer hovedet mod venstre, ser ud af vinduet. Munken går igen meditativt gennem urtehaven og kultiverer jorden.

Som det mest naturlige i verden, dog helt uventet, bliver spørgsmålene store og dybe. I dyb fred og glæde bliver det vigtigt at stille spørgsmålene: Hvor vil du gerne hen i livet? Hvad er det vigtigste i dit liv? Hvilke er dine grundværdier – din dybeste essens? Store spørgsmål! ’Låget’ åbnes ganske forsigtigt til den videre ’indre rejse’ for dér at finde svarene.

Taknemmeligheden over alt det gode i livet bliver overvældende, alt imens kærlige tanker sendes til de kære derhjemme og den gamle folkemelodi ”I skovens dybe stille ro” bliver underlægningsmusikken: