I skovens stille, dybe ro… III

At bede

Munkens dagligdag består af en række tidebønner. Den første bøn er kl. 4 om morgengen, og den sidste bøn afslutter den kl. 20.30.

Ved ankomsten til klosteret vil du opleve tidebønnerne, som fremmedartede og som et snærende bånd. Som den ene dag tager den anden, er tidebønner en kærkommen rytme. Tidebønnerne er en enestående økumeni – en blanding af: Salmer, bønner, hymner, oldkirkelige byzantinske melodier blandet med liturgi, riter og tekster fra den vestlige kirke – og sikke en skønhed.

Rytmen giver dagen fred: Du ved, hvornår du spiser, du ved, hvornår du går til tidebøn. Du ved, hvornår der er tid til dig selv på dit værelse, eller tid til at gå på vandring til den nærliggende lille pittoreske by Gordes.

Når du træder ind i rammen, er det, som noget bliver fremskubbet i dit indre, som ”ude i verden” vil tage måneder at nå frem til. Det er langt mere end blot erkendelser, det er en modningsproces i personligheden. Dagens rytme giver fred, og med freden muligheden for at drage på rejse i det ”indre landskab”. Og, ubændigt tørster du efter atter og atter at lade dig føre ind i det fremmede landskab. Også under bønnen.

Således bragt i stemning af de længselsfulde bønner, indleder munkene i forlængelse af tidebønnen kl. 18.00 en meditativ tilbedelse foran alteret. Under total stilhed – og mens de vemodige sange endnu klinger i baghovedet – falder munkene én for én på knæ rundt omkring i koret. Det er ”Adoration” – Tilbedelse!

Med dybe suk, tavst mumlende læber og et næsten stirrende blik rettet mod krucifikset og alteret hviler alle munkene i forstenet tilbedelse i noget, som forekommer som en uendelighed.

Forlegen og næsten intimideret rykker jeg nervøst på bænken, spørgsmålene dukker op ét efter ét, som jeg ser munkene indtage deres bøn positur. Uvilkårligt tænker jeg: Hvordan er min tro? Hvordan er min personlige andagt? Har jeg nogen? Hvordan kan den personlige bøn udformes? Hvordan er det muligt, at inddrage både hjerte, tankerne og kroppen, som munkene?

Munkene ligger med deres ydmyge skikkelser halvt skjult under kutternes uformelige kropsløshed, på knæ i tavshed. Minutterne går. Stilheden! Jeg – og de øvrige retræte gæster venter tavst: Hvad skal der ske? Men intet sker.

Endelig! Munkene bryder ud i sang, nu endnu mere længselsfuldt. De rejser sig, kysser alteret, synger endnu en bøn, bukker dybt og forlader derpå resolut kirken. Jeg sidder tilbage, tavs, forsøger at finde ”vejen” til den personlige bøn.

”Hvordan kommer jeg i gang?” 

 

Broder Jean sætter mig på plads

Trådt ind i en ’åndelige ramme’, som for de fleste er ukendt, er det muligt at få en samtale med en af munkene.

Jeg står foran døren ind til Frére Jean’s kontor.

Jeg banker på døren. Jeg retter mig, rømmer mig – ganske lydløst

”Entrée, s`il vous plaît” bliver der responderet fra den anden side af døren.

Jeg træder ind på broder Jeans kontor. Ud over hans daglige dont med at deltage i de mange tidebønner, sørge for os retrætegæster ved vore måltider, er det også hans opgave at varetage den administrative del af klosterets hverdag. Måske mest af alt, da han er den eneste broder, der taler engelsk.

Broder Jean rækker mig hånden, et blødt let håndtryk. Ikke en hånd der har arbejdet manuelt i marken, men en blød følsom hånd.

Broder Jean synes at være en meget voksen mand og skaldet – og samtidig spillevende. Med hans lange hvide skæg minder han mest af alt om illustrationer, jeg har set af de hellige mænd ”Ørkenfædrene”, der siges, at have levet dybe inde i ørkenen i Ægypten. ”Måske det er dem, han søger at efterligne”, tænker jeg.

Hans øjne er store, mørke, dybbrune. Trods han bærer de store runde briller, gemmer de ej hans øjne, men fremhæver deres glød og dybe intensitet.

Som cistercienser er han klædt i den hvide munkekutte, med et sort scapular, som er et slags forklæde. Forklædet har han på, når han ”arbejder” – ”Labora”. Ved bønnen ”Ora” har han blot den hvide kutte på.

”Assiez vous, s’il vous plaît” siger han roligt pegende på den spinkle kurvestol.

Jeg sætter mig på stolen ved skrivebordet over for broder Jean.

”Opholdet hos os varer højst en uge. Retræteopholdet er tænkt som en stund for hvile og stilhed. En tid til pause. Ikke som en flugt fra verden. Og, du er naturligvis velkommen til at komme tilbage igen!” siger han med en blød dyb stemme, holder en pause og fortsætter:

”Hvad er din tilgang til troen?”

”Øh, jeg” fremstammer jeg, mens jeg febrilsk tænker over min tilgang til troen eller manglen på samme.

”Den indre verden…” begynder jeg, leder efter ordene og fortsætter: ”Troen er ligeså meget et indre anliggende for mig. Måske på lignende fod med så mange danskere er troen et privat anliggende, mindre et fællesanliggende jeg dyrker i kirken eller i andre kredse.”

Broder Jean udstråler en ro, en bestemthed og en blødhed på samme tid. Du er ikke i tvivl: han har fundet sin vej. Hans liv her på klosteret det er hans. I dyb taknemmelighed og tilfredshed. Jeg kan kun lade mig smitte af hans væsen og rene fremtoning.

Broder Jean tager brillerne af, ser mig direkte i øjnene:

”En ting er den indre verden. Du må ikke glemme den ydre verden!” Jeg ser ydmygt og søgende på ham, mens han forsætter:

”Den store prøve som menneske er at være blandt vore medmennesker, at kunne være et godt og næstekærligt menneske” siger han og fortsætter:

”Det er en begyndelse, at drage på retræteophold, som du gør nu, men…”

Han læner sig frem i stolen, fastholder mit blik:

”Når dit ophold slutter og du rejser hjem igen, til den ”ydre verden”, må du transformere det, du lærte i den ”Indre verden”, mens du var her”

Igen en lille pause:

”Det er vel de færreste, der kan sige nej til begrebet næstekærlighed og medmenneskelighed. Det kan vi vel alle blive enige om. Men det er faktisk både svært og kompliceret at være ægte næstekærlig”. Han er stille, fortsætter: ”Det er vejen, hver dag, der tæller…”.

Klosteret og mødet med broder Jean opleves som et møde, som kan bibringe næring på livets vej. Han kan på ingen måde gå vejen for én. Hvert menneske har sin vej. Men som i eventyrene er de som det lille hus i skovens lysning, hvor man kan finde hvile en stund, blive genkendt og måske få et par nyttige erfaringer med på vejen videre.

Som jeg sidder her hos broder Jean, tænker jeg på eventyret Snehvide og de syv små dværge. Klosteret og broder Jean er lige nu, en lysning ude i skoven, når det drejer sig om rejsen ind i det indre ukendte landskab. Snehvide er på egen hånd i den uvejsomme mørke skov – og, sådan er det vel, til tider, i en søgende sjæls liv?

Jeg smiler for mit indre. Eventyrene, som kommer af det latinske ord adventura, som betyder hændelse, er en ældgammel litterær genre, der næsten altid ender lykkeligt og ofte forudsigeligt, som skal forstås rent symbolsk.

”Hvordan gør jeg?” spørger jeg spontant.

”Som sagt er det dagen i dag, der tæller” responderer broder Jean.

Han fastholder mit blik, ser på mig: ”Start med at tænke på næstekærlighed. Når vi tænker kærlighed eller næstekærlighed, skaber vi mentale billeder. Jo stærkere de mentale billeder af kærlighed bliver, jo nemmere bliver det at finde vejen til at udvise ægte næstekærlighed”

Broder Jean tager den store franske bibel frem:

”Som brødre lever vi efter de bibelske ord. Og om næstekærlighed skriver evangelisten Johannes: I skal elske hinanden”.

Han ser op igen, forventer et svar fra mig.

”Men vi lever jo i en tid, hvor det er selvrealisering, det handler om – og, at leve livet efter idéen om, hvad jeg har lyst til” svarer jeg ”Hvordan hænger det sammen?”

Broder Jean hæver brynene, ser mig i øjnene, så jeg har følelsen af, at hans mørkebrune øjne borer sig ind i mine:

”Tænk i helheden, tænk i fællesskabet”

”Tænk i helheden?” mumler jeg.

”Ja” fortsætter broder Jean og stillet spørgsmålet:

”Hvem er vi?”

Stilhed. En stilhed, der afløses af broder Jeans stille, rolige og tydelige retorik:

”Hvem vi er? Det spørgsmål er vigtigere end, hvem er jeg? Vi må bevæge os fra selvindsigt til selvudsigt. Vi bliver til som mennesker, fordi vi er sammen med mennesker. Her på klosteret lever vi syv brødre sammen, fortrinsvis i et lydløst fællesskab. Vor spiritualitet udleves fortrinsvis i stilhedens univers. Det er det kald cisterciensernes mission hviler på. Men vi lever i et fællesskab, hvor vi sammen må finde vejen – i næstekærlighedens navn. Det er en øvelse hver eneste dag”

”Hvordan fandt du din vej broder Jean?”

”Jeg er opvokset i en lille fransk landsby. Lige overfor mit barndomshjem lå byens kirke, eller rette katedralen, bygget i middelalderen. Jeg plejede som barn, trods forbuddet, at gå ind i katedralen, gå op ad den stejle snoede trapper helt op til klokketårnet. Deroppe, søgte jeg hen igen, og igen. Som oftest alene, andre gange med en enkelt fortrolig ven. I katedralens stemningsfulde univers og fortættede energi fandt jeg ro. Oppe i klokketårnet, for mig eventyrlige rum, blev der højt til loftet, og en længsel vakt. En længsel, som blev stærkere og stærkere…”

”Men derfra og til at vælge et liv som cistercienser broder?”

”I min familie var der kutyme for at vælge klosterets vej, det lå mig ikke fjernt. Vi franskmænd, ja som andre sydlændinge betragter måske troen som et fællesanliggende, mere end I fra nord. Efter at have gjort militærtjeneste var det, for mig, det mest naturlige valg: Klosterlivet. Jeg har nu været broder i mange, mange år. Det er min vej…”

Broder Jean er stille, fortsætter så:

”Min grundtanke er, at vi kun bliver til som ægte næstekærlige mennesker, fordi vi er sammen med andre mennesker. Det er godt, hvis vi kan tage ved lære på en god måde, og det kan man gøre ved at kigge ud på det, der har gjort en til det, man er”.

 

Personlig indre frihed?

Broder Jean har omkring sit liv et læderbælte, som fastholder det sorte forklæde omkring hans liv.

Alle brødre har afgivet de samme løfter, der oftest symboliseres ved et bælte af reb, hvori der er bundet tre knuder. De tre løfter en broder aflægger ved indtrædelse i en munkeorden er: Lydighed, cølibat og fattigdomsprincippet.

”Jeg møder ofte retrætegæster, der spørger ind til den personlige frihed” siger han, ser mig direkte i øjnene ”I, retrætegæster synes, I er frie, medens vi brødre er ufrie”.

Stilheden!

”Er det mon rigtigt?” spørger han.

”Vi føler os frie. En dagligdag med et fastlagt skema: Tid til arbejde, tid til bøn. Tid til hvile og tid til at studere. Fri af de materielle lænker. Vi føler os frie. Spørgsmålet er, om det moderne menneske er fri?”

Jeg kikker ned, løfter så blikket og siger:

”Ja, vi moderne menneske er blevet slaver af tiden. Vi skal nå det hele. Hurtigere! Vi jagter lykken uden for os selv, som oftest. Og, den store valgfrihed, vi oplever! Vi har ALLE mange muligheder, men gør de mange valgmuligheder os lykkeligere?”

Broder Jean smiler overbærende:

”Ja, tænk om det moderne menneske gik glip af noget!?”

Jeg nikker: ”Vi er så bange for at begrænse os. Tænk hvis vi gik glip af noget. Og at finde vejen igennem de uendelige tilbud er jo en jungle. Og, som moderne menneske kan det måske være nærliggende at tænke, at hvis bare man vandt i lotto, så ville vi være frie og kunne gøre lige, hvad vi vil. Måske vi ofte forbinder frihed med penge”.

Broder Jean lægger hovedet på skrå:

”Jeg har fundet min frihed i mit kald. Hvad er personlig frihed for dig?”

Jeg ser på broder Jean spørgende. Han svarer:

”Måske du vil finde inspiration i spørgsmålene: Hvad er du trælbunden af? Hvad ønsker du at blive sat fri for, og fri til. Og, har du gjort dig dine prioriteringer klar?”

Vandring til Gordes, ægte fransk charme 

Straks efter morgenmad tager jeg vandrestøvlerne på, og bærende min rygsæk med vanddunk begiver jeg mig til den nærliggende lille, men meget pittoreske by Gordes.

Jeg begiver mig ud på den stenede sti, følger de rød/hvide markeringer. Jeg ranker mig, op, tager et skridt ad gangen opad, nyder den tunge dybe indånding, fylder lungerne med den friske skovluft.

”Personlig frihed?”.

Jeg standser op, ser tilbage, ned i dalen, hvor klosteret ligger fredfyldt inde i skoven og omgivet af lavendelmarkerne. Jeg følger markeringerne og kommer skiftevis ud på en lille vej, senere bliver jeg ledt ind gennem landskabet, og senere igennem smalle passager med de typiske franske stengærder på begge sider.

Som det ene skridt tager det andet kommer jeg til at tænke på den amerikanske forfatter og filosof Ralph Waldo Emerson (1803-1882), der skrev essay ”Nature”. Begrebet ”Essay” kommer af det latinske ord ’exagium’, som betyder ’undersøgelse’. I essay’ ”Nature’ undersøger og reflekterer Ralph Waldo Emerson over naturen.

Jeg erindrer et citat fra bogen:

”I skoven aflægger mennesket sine år, som en slange sin gamle hud – og uanset, hvor i livet han befinder sig i dette øjeblik, er og bliver han stadig et barn.

I skoven findes den evige ungdom. Der føler jeg rigtignok, at intet kan ske mig, hverken modgang eller ulykke, som naturen ikke kan genoprette, eftersom jeg har mine øjne. – Når jeg står på den bare jord med hovedet badet i en frydefuld atmosfære, stiger al vore usle egoisme op i det uendelige rum og svinder bort. Jeg bliver en gennemsigtig pupil: Jeg ser intet, jeg ser alt”.

Jeg standser op, rækker rundt efter vandflasken, som er i rygsækkens sidelomme. At vandre er at være, – og være lige nu – på livets vej – midt i naturen og i en følelse af enhed med naturen. Her bliver jeg let om hjertet. Det handler om at ”Være”.

I den hektiske dagligdag kan sindet godt tænke på alt det, jeg kan miste. Og, hvis jeg ikke gør det, så har hjertet travlt med at tænke på alt det, jeg skal give. Mens min sjæl kun tænker på alt det, jeg er. Kun tænker på at være…

Som i essay’ “Nature”: Når du opholder dig i naturen, så bliver det så meget lettere at være. Klosteropholdet kombineret med den smukke vandring til Gordes bliver en vandring i naturen, hvor der bliver højt til loftet i det ”Indre landskab”.

Byen Gordes dukker op på den venstre side. Ubeskrivelig smuk. En by der er bygget op og ind i klippevæggen. Det lille torv med de mange små butikker og caféer bugner med liv og mennesker. Klosteret mad er enkelt og til tider ret spartansk, og som jeg går her gennem de smalle gader, ja så overvældes jeg af den euforiske duft fra bagerierne og de små caféer: Duften af friskbagte croissanter, den frisklavede kaffe. Og, ja naturligvis tager jeg på cafébesøg: ”Un café au lait, s’il vous plaît”

Det ordløse fællesskab 

Jeg nyder det sidste aftensmåltid på klosteret. I dueslagtet finder jeg min rødhvid ternede serviet, som jeg krammer i min hånd, finder pladsen med udsigten til vinduet. Broder Jean beder bordbønnen, og vi får lov at sætte os. Broder Jean har valgt et nyt stykke musik. Denne gang: ”Via Crucis” – ”Korsets vej”. Harpemusik og en spinkel mandestemme, der lyder som en kvindes spæde fine stemme.

Sanserne er vakt. Mit følelseslegeme er som et musikinstrument stemt. Mit følelsesregister rummer større ”dybder”, større “fint følenhed” end før – eller? Måske havde jeg blot lagt låg på sensitiviteten? Og, nu, er der åbnet op igen!

Stilheden ved maden! Det eneste forstyrrende element er, nu hvor ’sanseapparatet’ har fået en dybere klangbund, hvordan jeg og de øvrige retræte gæster anvender kniv og gaffel og spiser så lydløst som muligt? Det er en nydelse: Musikken, og så megen stilhed derudover som muligt!

I et ordløst fællesskab rydder vi sammen af bordet, vasker op. Bordene bliver tørret af, og der dækkes op til næste måltid, i et stille fællesskab med mennesker jeg ej kender. Men alligevel har disse mennesker printet sig ind på min nethinde for bestandigt: Den hollandske kvinde med det store smukke røde hår, franskmanden med det runde ansigt og de plirrende øjne, og manden der ’larmer’ med bestikket under måltidet. Sammen – i det ordløse fællesskab – har vi arbejdet cisterciensernes enkle spiritualitet længere ind under huden. Vi var sammen i stilhedens univers – i et fællesskab – uden ord. Og, alligevel kender vi hinanden så godt! Det føles i hvert fald sådan.

Tænk! – Uden ord, kun ved nærværets kunst at kunne være så tæt på andre?

Aftenbøn

Dette er tid til aftenbøn. Og, vi går alle i kirken. De første dage var kutymen at gå de to kilometer op ad den stejle bakke for at få kontakt med omverdenen. Men som dagene er gået, vælger du i stedet aftenbønnen.

Brødrene synger igen deres længselsfulde og dybtfølte sang, som nu er gået helt ind under huden og blevet en ”afhængighed”.

Personlig frihed? Hvad betyder ordet? Jeg troede munkene levede et ufrit liv, og det var mig, der var fri. Jeg må revidere mit syn på, hvad ”personlig frihed” er for mig – lige nu!

Jeg tænker på farven lilla, violet og lavendel, som er farven på de velduftende lavendelmarker, der omkranser klosteret. En farve der er blandet af blåt, som siges at være troens farve og rødt, der siges at være kærlighedens farve. På klosteret befinder jeg mig i smeltediglen af troens og den dybe kærligheds krydsfelt. Brødrene har fundet deres kald, deres passion…

Stilhed!

En munk går ind mod midten af kirken, bukker, fortsætter hen til søjlen, hvor rebet til klokken, der befinder sig i kirketårnet, er fastbundet. Han løser knuden, træder tilbage, står nu direkte under klokketårnet, med rebet i hånden.

Igen den ufattelige stilhed!

Jeg holder vejret!

Luften dirrer af spænding. Uforløst stilhed.

Munken trækker i rebet: ”Dong” lyder det. Han rykker igen i rebet ”Dong” og igen ”Dong”.

Kirkeklokken slår tre gange.

En rungende lyd, der giver genlyd i hele kirken, forplanter sig i selv den mindste celle i min krop. Munken står ubevægelig. Klokkens rungen tager af.

Stilhed!

Igen trækker broderen i rebet.

Et øredøvende ekko af de tre ”Dong’er” efterfulgt af stilheden og endnu tre ”Dong’er”.

Spændingen er så intens, da der igen bliver stilhed.

Og!

Broderen trækker i rebet for sidste gang. Nu lyder kirkeklokkens rungende ”Dong” ni gange.

Solen er gået ned, dagen er slut.

Brødrene bukker – forlader lydløst kirken. Og, lyset slukkes.

Du som de øvrige retrætegæster finder stille vejen til klosterværelset. Et nik til godnat. Tid til hvile.

Tilbage i klosterværelset filosoferer jeg over seancen i kirken: ”Hvorfor det er 3 gange 3, broderen trækker i rebet?” Måske svaret findes i kristendommen, hvori det siges, at tallet tre symboliserer det guddommelige. Vi har også Treenigheden bestående af Faderen, Sønnen og Helligånden, der tilsammen udgør Gud. Jesus genopstod på den tredje dag efter korsfæstelsen.

Tallet tre har sin egen rytme og er ligesom livet: 1 – 2 – 3. En begyndelse, en midte og en afslutning. Tretallet er også fremlæggelse af en tese, en antitese og slutteligt en syntese.

Ligesom vi kender tallet tre fra eventyrenes verden. Tallet tre er også et lykketal: Alle gode gange tre.

Siden vikingetiden er tallet ni blevet betragtet som et særligt tal. I den nordiske mytologi er der ni valkyrier og ni norner. Muligvis er nitallet helligt eller magisk, fordi man får ni, hvis man ganger det hellige tal tre med sig selv.

Esoterisk er tallet ni symbol for initiation, bevægelse i forskellige dimensioner – en rejse mellem liv og død og genfødsel. Nat og dag. Lys og mørke. Kan man sammenligne med fostertilstandens ni måneder?

Foldboldspillere er af den overbevisning at tallet ni er et gunstigt tal. Det anses i den sportslige verden for at være et lykketal. Først og fremmest er tallet ni et resultat af tre gange tre. Og, desuden er der et matematisk raffinement ved tallet ni, at ligegyldig hvilket tal, man ganger det med – så bliver tværsummen altid ni! Det kan ikke lade sig gøre med noget andet tal! – da tallet tre betragtes som et lykketal, guddommeligt tal, og når det potenseres op – altså ganges med sig selv – så får man et tal, der indeholder stor kraft! 

Det sidste møde

Rejsetasken er pakket. Og snart sættes kursen mod lufthavnen i Nice.

Først var mødet med klosteret som at træde ind i en helt anden dimension, en anden verden. Nu er den før så fremmedartede rytme blevet som en tryg og rolig favn. For en stund havde livet derhjemme fortonet sig, men nu, da opholdet er slut, kalder livet derhjemme i ”den ydre verden” igen! Og det er også godt!

Jeg sætter mig i kirken, på en af de bagerste bænke. Broder Jean, sætter sig lydløst ved min side. Først en stund i stilhed, så brydes stilheden af broder Jean:

”Husk taknemmelighed” siger han, idet han drejer hovedet og ser på mig:

”At praktisere taknemmelighed, er den hurtigste og mest effektive måde, at opløfte sind og ånd. Start med at takke morgen og aften. Tak for det der har været. Tak for det der kommer. Hvis du har svært ved at huske det og komme ind i rytmen, grib en lille notesbog og en blyant. Skriv din taknemmelighedsliste ned, morgen og aften. Læg blokken et synligt sted”

Jeg ser på ham, ja tænker jeg, det virker, det er bare lige om at få det gjort.

Broder Jean fortsætter: ”Gør det en måneds tid. Når du fastfolder rytmen morgen og aften, udvid med også midt på dagen. Lad denne treenighedsrytme udvikle sig til, at du i dagens løb standser op, siger tak”.

Broder Jean ser på mig med hans øjne, der virker unge og vitale trods den høje alder.

Han siger:

”Senere vil du erfare, at din dagligdag, dit liv, bliver en vej, hvor du stille og roligt siger tak. Du er så at sige i en uendelig bøn, bestående af tak.

Unødvendigt er det vel at sige, at ”livet” vokser, når du takker for alt det gode. Et liv levet i ”evig bøn”, i evig taksigelse, er en at grundstenene i den keltiske kristne spiritualitet, som vi finder den i Skotland og Irland”.

Hjertebønnen

”Hvis du gerne vil arbejde videre med bøn, kan jeg anbefale ”Hjertebønnen”. Helt tilbage fra Ørkenfædrenes i Ægypten har man brugt ”Hjertebønnen”.

En måde, at fastholde glæden og taknemmeligheden ved livet.

Bønnen lyder i alt sin enkelthed: ”Herre, Jesus Kristus, forbarm dig over mig”.

”Jeg har hørt om den før ad flere omgange” siger jeg.

”Når du finder det på sin plads, så afprøv hvordan Hjertebønnen fungerer for dig”

”Hvordan gør jeg?”

”På din indånding, sig i dit indre eller om du hellere vil hviske det Jesus Kristus. På din udånding, sig i dit indre Forbarm dig over mig. Gerne forestil dig at du trækker indåndingen og udåndingen gennem hjertet, så hjertet bliver porten. Dette er derfor navnet Hjertebønnen”.

”Ja!? Hvad betyder forbarm dig?”

”Ordet barmhjertig betyder: At have hjerte for, tilgive, hjælpe et menneske i nød. Her i Hjertebønnen betyder det mest af alt, at vi beder om den guddommelige kærlighed, medfølelse og omsorg. Og denne kærlighed omfavner os – ja som en moder omfavner sit barn”. Broder Jean ser på mig og fortsætter:

”Du kan forkorte sætningen til Jesus – forbarm, hvis du synes det er nemmere”

Broder Jean smiler til mig:

”Tid til at sige farvel”

Jeg rejser mig, rækker hånden frem:

”Au revoir” siger jeg

Jeg forlader klosteret og broder Jeans smilende ansigt.

Det sidste, han siger inden afskeden er:

”Vær altid glad, bed uophørligt, og sig tak under alle forhold”

”Merci”

 

Rejsen hjem

Trækkende den lille kuffert over den stenbelagte gårdsplads går jeg mod den lejede bil. Jeg standser, ser mig tilbage, mærker taknemmeligheden over, at jeg lyttede, lod mig føre til dette afsidesliggende kloster i Provence. Tænker på ordene, som en dansk psykolog udtaler som et nytårsforsæt:

”Lad os gå glip af noget mere. Lad os i det nye år erstatte ”angsten” for at gå glip af noget med ”glæden ved at gå glip af noget”, ud fra filosofien om ”Less is more”. Skabe mere tid til fordybelse, stilhed, nærvær og sindsro. Den ’den indre vej’ kalder på os i denne tid.

Bilen starter og GPS – systemet er sat med kurs mod Nice Lufthavn. Ingen musik og med lukket mobiltelefon er det tid til mere stilhed og eftertanke.

Ved indgangen til det nye år afsløres sædvanen tro et bud på ”Årets Farve”. I 2024 afsløres farven som ’Peach Fuzz’. En medfølende og plejende blød ferskenfarve. I en tid med uro i verden vokser vores behov for pleje, empati og medfølelsen. I lige så høj grad vores ønsker om en mere fredelig fremtid. Peach Fuzz vibrerer et ønske om samhørighed med andre og en følelse, der skaber grobund for en større åbenhed for mere blødhed og sensibilitet. Vores sanser næres med Peach Fuzz, der bringer en følelse af ømhed og formidler omsorg, fællesskab og samarbejde.

Den lyserøde og orange farve inviterer til en atmosfære af ro, skaber et rum for at være, føle og trives – uanset om vi tilbringer tid med andre eller tager os tid til at nyde øjeblikket alene.

 

Inspireret af farven tænker jeg på den danske digter, forfattet, opfinder og matematiker Piet Hein (1905-1996). Piet Hein skrev Gruk, hvilket var en betegnelse for en lille skrivelse, der mest af alt minder om et lille digt.

Der er især to, der kommer til: 

Du skal ikke ville det hele

Du skal ikke ville det hele.
Du er kun en enkelt del.
Du ejer en verden i verden. 
Dèn skal du gøre hel. 
Een eneste vej skal du vælge,
og være identisk med dèn. 
De andre veje må vente. 
Vi kommer altid igen.

Du skal ikke spare din møje.
Men ofre den nu og her.
Det er netop endeligheden
som gør det det altsammen værd.
Det er dette Nu du skal være,
skal virke og gi dig hen.
Dét er uendeligheden.
Vi kommer aldrig igen.

At leve i Nuet

At leve i nuet er livets teknik,
og alle folk gør deres bedste;
men halvdelen vælger det nu, som gik,
og halvdelen vælger det næste.

Og det forrige nu, og det kommende nu,
bliver aldrig i livet præsente,
og alle folks levetid går sågu,
med bare at mindes og vente.

For det nu, som er gået, er altid forbi,
og det næste bliver aldrig det rette.
Næ, sørg for at nuet du lever i,
engang for altid er dette.